§1

 

Klubbens navn er Sydøstjysk Fodbolddommerklub.

 

§2

 

Klubbens har til formål at virke for dygtiggørelse af fodbolddommere, samt at være disse til moralsk støtte og faglig bistand.

§3

 

Som medlemmer kan kun optages autoriserede fodbolddommere, samt en af bestyrelsen ansat og aflønnet kamppåsætter. Anmodning om optagelse stiles til klubbens formand.

Ved optagelse betales det af generalforsamlingen fastsatte kontingent samt et optagelsesgebyr.

Udmeldelse kan ske ved henvendelse til klubbens kasserer.

 

§4

 

Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen.

Kontingentet er helårligt og forfalder til betaling i 2 rater første gang senest den 30. juni og derefter den 1. december.

Kontingentrestance udover 1 måned efter skriftligt påkrav kan – efter beslutning af bestyrelsen – medføre slettelse af klubben.

 

§5

 

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned og indvarsles til alle medlemmer med 20 dages varsel.

Forslag til behandling på generalforsamlingen indsendes til formanden senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. (Poststempel er gældende).

Forslag kan også sendes via mail til formanden. Her sendes det som minimum med CC til en anden fra bestyrelsen til sikkerhed for modtagelsen. Endvidere skal formanden bekræfte modtagelse. Sker dette ikke skal det også sendes som post, hvor det igen er poststemplet, der er gældende.

 

Dagsordnen skal som minimum indeholde følgende punkter:

1.    Valg af dirigent

2.    Aflæggelse af beretninger

3.    Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

4.    Fremlæggelse af budget for det kommende år

5.    Indkomne forslag

6.    Fastsættelse af kontingent og øvrige bidrag

7.    Valg:

Valg af formand

Valg af kasserer

Valg af bestyrelsesmedlemmer

Valg af bestyrelsessuppleanter

Valg af revisor og revisorsuppleant

8.    Eventuelt.

 

Stemmeberettigede og valgbare er alle medlemmer der ikke er i restance.

Afstemninger og valg afgøres ved almindeligt flertal med de begrænsninger vedtægterne beskriver.

Afstemninger og valg skal være skriftlige såfremt et medlem begærer dette.

 

Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling hvis bestyrelsen finder det påkrævet eller hvis mindst ¼ af medlemmerne fremsender ønske herom til klubbens formand med angivelse af motiveret dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling indvarsles til alle medlemmer med 20 dages varsel.

Kommer der en indkaldelse, der kræver en ekstraordinær generalforsamling, som pga. 20 dages reglen skal holdes i juli måned, er der lovhjemmel for at bestyrelsen kan udskyde denne yderligere til afholdelse indenfor de første 2 uger i august.

Kommer der en indkaldelse, der kræver en ekstraordinær generalforsamling, som pga. 20 dages reglen skal holdes i december måned, er der lovhjemmel for at bestyrelsen kan udskyde denne, således at den erstattes af den ordinære generalforsamling i januar.

 

§6

 

Til at varetage klubbens interesser vælges en bestyrelse på 5 personer, som hver vælges for en 2-årig periode. Formand og kasserer vælges særskilt på generalforsamlingen, således at formanden vælges i ulige år og kassereren i lige år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamlingen, således at der vælges 1 i lige år og 2 i ulige år.

Bestyrelsen vælger selv næstformand og sekretær

Endvidere vælges 2 bestyrelsessuppleanter og 2 revisorer, hvis valgperiode også er 2 år, således at 1 bestyrelsessuppleant og 1 revisor er på valg hvert år. Der vælges endvidere 1 revisorsuppleant hvert år.

Til at varetage klubbens kampfordeling ansætter og aflønner bestyrelse en kampfordeler. Ansættelsen er ikke tidsbegrænset, og kan opsiges af parterne med almindeligt opsigelsesvarsel.

 

 

§7

 

Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

 

§8

 

Ændringer af disse vedtægter kan kun ske såfremt 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer stemmer herfor.

 

§9

 

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem hvis dette modarbejder klubbens interesser eller ikke retter sig efter gældende regler og retningslinjer.

Forinden der foretages eksklusion skal medlemmet dog have lejlighed til at fremføre sit forsvar. Eventuelt møde herom dokumenteres ved skriftligt møderesume’.

Eksklusionen kan ankes til førstkommende ordinære generalforsamling, hvor afgørelse træffes ved almindeligt flertal. Eksklusionen er gældende indtil generalforsamlingen træffer anden afgørelse.

 

Bestyrelsen kan genoptage er ekskluderet medlem, medmindre eksklusionen ikke senere er godkendt på generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen kan idømme medlemmer bøde – i gentagelsestilfælde – karantæne, hvis den skønner det påkrævet. En karantæne kan ikke samlet overstige 6 måneder pr. gang.

 

§10

 

Intet medlem må selv aftale kampe. Privatkampe for egen klub dog undtaget, kamppåsæteren skal dog straks underrettes herom.

Ovennævnte kan i undtagelsestilfælde fraviges. Bestyrelsen underrettes umiddelbart herefter.

 

§11

 

Klubbens opløsning kan kun vedtages på en ordinær generalforsamling, når mindst to tredjedele af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.

 

Ved foreningens opløsning skal eventuelle overskydende midler tilfalde Jysk Fodbolddommer Union.

 

Vedtaget på generalforsamlingen

Den 19. januar 2016

 

 

____________________________                                   ____________________________

Finn Larsen Formand                                                             Thorkild Bertelsen Dirigent